Lad os synge sammen igen og danne en levende menighed!

En nødvendig appel til vore kirker:  Lad os nu atter synge sammen!

Efter en gevaldig fest med foredrag, koncerter og debatmøder i vore lokale kirker landet over, er det aktuelt at se på hvad Luther egentlig helt enkelt ville med sin reformation. Har vi nu også forvaltet hans testamente ret?

Luther ville en levende oplyst menighed, som aktivt tog del ved tekstlæsning på modersmålet, i vekselsang og lovsang. Hvis vi virkeligt ønsker at række denne arv videre til de næste generationer, må vi gøre op med og aflægge os den voksende sekulære” voltur”, altså resultatfikserede kultur, byggende på målbare parametre over det største, højeste, bedste eller populæreste, altså læsbar volumen.

Langt hellere skal vi tage Ordet alvorligt, så viser livet sig langt sjovere, set gennem brillerne, hvor det mindste er det største og de sidste bliver de første.

Her forener fællessangen os i et langt højere fællesskab, hvor tonerne lægger spor, og vi bedre tilegner os teksten.  Det er ikke koncert eller skønsang men derimod hjertets inderlige lovsang. Lad os alle synge med igen. Luther anpriste netop sang og vekselsang som balsam for sjælen, og det bliver da også bekræftet af vor viden  idag, at denne idræt stadig har en basal indflydelse på vor livskvalitet. ”Så syng da Danmark! Lad hjertet tale.”

Derfor bør menighedsrådene i vore kirker alvorligt overveje at inddrage lægfolk  i gudstjenesten også ved læsning, sang og den liturgiske sang. Lad menigheden selv gå sammen om at lære flere salmer, ny som gamle ved at synge dem sammen ved nogle lægfolksandagter på hverdagsaftener. Her skal enhver være velkommen til at deltage med sin stemme. Uanset højde, eller karat. Gudstjenesten er jo ret beset ingen skønsang eller koncert men helt enkel lovsang udført af et bredt register med ægte stemmer.

Vi vil herved kunne opnå en mere levende og aktiv gudstjeneste som inddrager de kirkesøgende i et kristent fællesskab. Det har kirken i dag ikke råd til at overhøre. Selv har jeg forgæves banket på døren, men afvist på grund af manglende mulighed. Her må menighedens indsats dog kunne opfylde dette savn.

Min tomme begejstring efter den længe og højt besungne Luther-fejring har jeg fået bekræftet, også blandt teologer som udtrykker sig offentligt. Selv har jeg beskæftiget mig med sang, såvel med børn, ældre, i kirke og sunget gamle glemte salmer, gregoriansk vekselsang samt de nye salmer der er fremkommet op til vore dage. Lad os nu aktivt benytte denne tilgængelige rigdom sammen.

Ifald vi kunne samle interesserede i  et netværk på landsplan, og her udveksle vore erfaringer, for derved om muligt at åbne en legitim adgang til de besluttende myndigheder, ville vi sammen styrke vor almindelige Danske Folkekirke i vækstlaget som vi har del i.  Velkommen til en kontakt via e-post: h.schwenker@syngogleg.dk.
Hans Schwenker
Tidl. Daginstitutionsleder og Kirkebylærer/Kirkesanger.
Tangevej 80, 6760  Ribe.