Sangen har vinger, den forbinder os og sætter spor i erindringens gemte skjul.
Når vi, unge som gamle, synger sammen, det
er det rammen om vor fælles og evige jul!
Kom med til atter at bevare og styrke vore menigheder, hvor der ikke længere synges så meget, til trods for at der skrives nye salmer i en stærk strøm og dermed også medvirker til en fremmedgørelse over sammenholdet i vore mange menigheder landet over.
Derfor bør vi selv tager skeen i hånd og bruge kirken på tidspunkter, hvor den ikke benyttes til Gudstjenester, og her lade menigheden synge fra ”gulvet”, enhver med sin stemme. Vi kan ikke alle snakke samtidigt med hinanden, men alle synge a cappella og herved berige vore sind.
Lad os derfor synge sammen, ung som gammel, og ”lege for vor Herre!”
Jeg er alvorligt bekymret for vore kirker er ved at slippe menigheden, der dog er grundlaget for en ”Levende kirke” med aktiv deltagelse med sang fra hjertet, enhver med sin stemme.
Sangen ”har vinger” og binder teksten til vor hukommelse.
Desværre er tendensen stigende til mere fokus på at lytte til kor og orgel. Dette fik mig til at erindre og mindes en gammel tekst:
”Syng dog, kære nattergal”, råbte en fårehyrde en smuk sommeraften til den tavse sangerinde.
”Åh” svarede nattergalen, ”frøernes kværken er så høj, at jeg helt mister lysten til at synge. Hører du dem da slet ikke?”
”Jo, jeg kan udmærket høre dem” Svarede hyrden deltagende, ”men din tavshed er skyld i, at jeg kun kan høre dem”.
Gotthold Ephraim Lessing 1729 – 1781.
I vores kirke er alle ”stemmer” gyldige, om så de er skingre eller rustne, høje eller lave! I kirken er vi alle lige!
Lad os overdøve ”frøerne” og blive til een stemme, når vi samles i menigheden!
Er du blevet interesseret?
Du er velkommen til at skrive på mail:
h.schwenker@syngogleg.dk
Eller sende en sms: 40 96 45 96